EBA kort fortalt

Hvem er vi?

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) er en uafhængig EU-myndighed, der blev oprettet i 2011 i kølvandet på den store finanskrise. Vores vigtigste opgaver er at fastlægge ensartede regler for EU's banker, sikre lige konkurrencevilkår og beskytte forbrugerne af finansielle tjenesteydelser. Vores overordnede mål er at bidrage til finansiel stabilitet i EU.

Hvad laver vi?

Vores rolle er at forbedre det indre markeds funktion ved at sikre harmoniseret europæisk tilsyn og regulering, der er både passende og effektivt. De nationale tilsynsmyndigheder er ansvarlige for at føre tilsyn med de enkelte finansielle institutter.

Det gør vi ved at sikre, at de europæiske banker følger det samme fælles regelsæt. Dette omfatter undersøgelser af mulige overtrædelser. Vi er med til at beskytte indskydere, investorer og forbrugere. Vi tilskynder til konsekvent tilsynspraksis og vurderer risici i EU's banksektor. EBA mægler også i tvister og rådgiver EU-institutionerne.

EBA udvikler og vedligeholder det fælles europæiske regelsæt for EU's banker gennem vedtagelse af bindende tekniske standarder og retningslinjer. Formålet med det fælles regelsæt er at have ét enkelt sæt harmoniserede tilsynsregler for finansielle institutter i hele EU. Vi fremmer konvergens i tilsynspraksis for at sikre en harmoniseret anvendelse af tilsynsreglerne.

Vores mandat kræver også, at vi vurderer risici og sårbarheder i EU's banksektor gennem regelmæssige risikovurderingsrapporter og stresstest i hele EU.

Andre opgaver går ud på at undersøge nationale myndigheders utilstrækkelige anvendelse af EU-lovgivningen, tage beslutninger i nødsituationer, mægle i uenigheder mellem kompetente myndigheder i grænseoverskridende situationer og fungere som et uafhængigt rådgivende organ for Europa-Parlamentet, Rådet eller Europa-Kommissionen.

Finansverdenen er under forandring, og EBA tilpasser sig denne forandring ved at omfavne og fremme bæredygtig finansiering og finansiel innovation. Vi arbejder på at mindske risiciene fra klimaforandringer og hjælper med bredere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer (ESG), og støtter dermed bank- og finanssystemets overgang til en mere bæredygtig økonomi. EBA holder disse værdier i hævd internt ved at arbejde på en bæredygtig måde.

EBA er for nylig blevet tildelt nye overvågnings- og tilsynsopgaver inden for levering af tjenester til tredjeparter i forbindelse med informations- og kommunikationsteknologi og udstedelse af aktiv- og e-pengebaserede tokens. Dette afspejles i retsakten om digital og operationel modstandsdygtighed (DORA) og forordningen om markeder for kryptoaktiver (MiCAR).

Kernen i det, vi står for, er at holde EU-borgerne orienteret om vores arbejde på deres eget sprog. Vi sørger for gennemsigtighed gennem offentliggørelse af retningslinjer, tekniske standarder, resuméer af arbejdsprogrammer og årsberetninger. Alt sammen tilgængeligt på de 24 officielle EU-sprog.

Vi arbejder tæt sammen med de nationale kompetente myndigheder og andre EU-organer og -agenturer, herunder Europa-Kommissionen, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), Den Europæiske Centralbank (ECB), Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) og Baselkomitéen for Banktilsyn (BCBS).

Hvordan er vi organiseret?

EBA ledes af en formand og en administrerende direktør. Vi har to centrale ledende organer: tilsynsrådet, der træffer policybeslutninger, og styrelsesudvalget, der fører tilsyn med vores arbejde. Tilsynsrådet er myndighedens vigtigste beslutningstagende organ. Det træffer alle EBA's policybeslutninger, såsom vedtagelse af udkast til tekniske standarder, retningslinjer, udtalelser og rapporter.

Styrelsesudvalgets rolle er at sikre, at myndigheden opfylder sin mission og udfører de opgaver, den har fået tildelt. I den forbindelse har den beføjelse til at fremsætte forslag til bl.a. det årlige arbejdsprogram, det årlige budget, planen for personalepolitikken og årsberetningen.

EBA er opdelt i fire afdelinger og 18 enheder og har en medarbejderstab på ca. 250 personer.

Vil du være en del af os?

Alle kan spille en vigtig rolle i opfyldelsen af vores mission – lige fra policyeksperter og dataanalytikere til kommunikationsspecialister og mange andre profiler.

EBA tilbyder konkurrencedygtige lønninger, et engagerende arbejdsmiljø og en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv, fleksible arbejdstider og yderligere fordele for medarbejdere med børn. 

Vi tilbyder også praktikophold til universitetsuddannede i begyndelsen af deres arbejdskarriere.